Virginia Woolf (f.1882. Begik selvmord 1941) var en af det 20. århundredes vigtigste romanforfattere og skribenter. Hun var en central skikkelse i kunstnermiljøet The Bloomsbury Group i London. På trods af lange sygdomsperioder var hun meget produktiv, og hendes prosa - hvad enten den er fortællende eller skrevet som stream-of-consciousness (tankestrømme) - har haft en kolossal betydning for mange af eftertidense forfattere. De feministiske temaer, Woolf tog op, har ligeledes været til stor inspiration ikke blot for kvinder, men også for mænd, der har søgt deres eget kønsmæssige ståsted i en verden præget af en hurtig udvikling. Forfatterskabets betydning som tidsdokument kan ikke overvurderes, idet det hele tiden forsøger at afveje tidens værdier og samtidig er i dialog med tidligere tiders kultur. I Rosinantes klassikerserie er udkommet Til fyret, Bølgerne og Mrs. Dalloway.